The descendants
Alexander Payne
Emneord
Anmeldelser (11)
Bibliotekernes vurdering
d. 17. juni 2009
af
af
Thomas Tiedje
d. 17. juni 2009
Danmarks største rockgruppe (hvis man fraregner TV2, Big Fat Snake og Fede Finn) er ude med et nyt album, som stort set samtlige anmeldere er faldet på halen over. Denne signatur har i sin musiksnobbede (s)tilstand dog aldrig set det store lys i Simon Kvamm & co., som har opnået deres stjernestatus ved hjælp af blandingen af Kvamms forvrøvlede dansk-engelske banaliteter og det skamløse Depeche Mode-tyveri. Det ændres der ikke stort ved med dette album - og dog. Nephew vil pludselig sige noget væsentligt om samfundet, om andedammen og ikke mindst deres egen generation, den såkaldt 'kreative klasse', der mener alt det rigtige, men gør så uendelig lidt. Så Kvamm er vred nu, men i forhold til samfundsrevsere og -kommentatorer som C.V. Jørgensen og Troels Trier er han og Nephew stadig en flok grønskollinger, der excellerer i floskler og monotone, småfascistoide råbe-med-omkvæd. Måske jeg skulle nøjes med at skrive, at det er yderst effektivt og populært?.
Gaffa [online]
d. 5. juni 2009
af
af
Mikkel Elbech
d. 5. juni 2009
"Hvor teksterne er blevet mere ligefremme, har musikken imidlertid rykket sig et skridt bort fra det mere lettilgængelige, hvilket nok skal afskrække nogle. Men giver man albummet blot en lille håndfuld gennemlytninger fra ende til anden, er der potentiale for at ende med en af de fineste lytteoplevelser, som vort lille land kan byde på".
DR musik
2009
af
af
Casper Helweg Christiansen
2009
"Der bliver gået lidt hårdere til hænde end tidligere hørt fra deres side, og pladen kan godt lyde som forsøget på at lave 'generationens store rockplade'. Et forsøg der kun er lykkedes til en vis grad".
Politiken
d. 2. juni 2009
af
af
Erik Jensen
d. 2. juni 2009
"Gruppen har begået et regulært mesterværk og kaster melodisk lys og tvivl over en nation, der trænger til både kærlighed og klask".
Børsen
d. 5. juni 2009
af
af
Niels Pedersen
d. 5. juni 2009
"Jeg vil gå så vidt, som til at påstå, at det er en Snap-agtig keyboard-figur, der indleder »Police Bells and Church Sirens«, og rockdrengene er lige ved at feste på eurodance-manér i »Va Fangool!« Her er den lethed og leg, som gjorde »Movieklip« og andre sange til hit, og som jeg generelt savner på »DanmarkDenmark«".
Berlingske tidende
d. 29. maj 2009
af
af
Thomas Søie Hansen
d. 29. maj 2009
"Nephew cementerer deres position som det ny årtusindes største danske rockband med nyt hårdt, vredt og i grunden politisk album. De har aldrig lydt bedre".
B.T.
d. 4. juni 2009
af
af
Steffen Jungersen
d. 4. juni 2009
"Den anderledes mørkttonede, melankolske og seriøst vredladne tone. Det klæder Nephew, og det klæder den på det nærmeste irriterende talentfulde Simon Kvamm, at han og bandet har ladet den sædvanlige selv-underminerende danske selvironi fare og denne gang tager dragen ved halen".
Jyllands-posten
d. 5. juni 2009
af
af
Anders Houmøller Thomsen
d. 5. juni 2009
"Tungere, mere tærskende og mere sammensat. Den engelsk-danske sms-poesi bider sig fast, men de kvikke fraser flankeres f. eks. også af en visionær bearbejdelse af et Grundtvig-digt. Som i øvrigt synges på engelsk i en ramme af svulstig synthvildskab".
Ekstra bladet
d. 30. maj 2009
af
af
Thomas Treo
d. 30. maj 2009
"Det gebommerlige åbningsnummer, 'D.T.A.P.', indvarsler en ny begyndelse for Nephew med kampklar, knyttet næve, men over 51 minutter har slænget slet ikke ammunition nok til at skyde sig ind i dansk rocks superliga, hvis vi vel at mærke snakker kunst og ikke kundetække".
Weekendavisen
d. 12. juni 2009
af
af
Per Reinholdt Nilsen
d. 12. juni 2009
"Det hele kører som et stykke velsmurt musikmekanik, og gruppen er næsten i hvert eneste nummer leveringsdygtig i et omkvæd, der sidder lige i skabet første gang, man hører det. Men originale er disse danske reserve-Depeche Mode ikke. Rytmen er albummet igennem rigid og fodtrampende, arrangementerne er for bombastiske, og sangene er skrevet med meget store bogstaver. Hvis man er rigtig grov, er DanmarkDenmark ikke andet end en provinsiel opdatering af "Sejle op a' åen" for bedaget synthrock og patetisk herrestemme. Altså meget tæt på pis".
Information
d. 5. juni 2009
af
af
Klaus Lynggaard
d. 5. juni 2009
"I det hele taget er der godt med vid, bid og nosser m/k i teksterne i denne ombæring, og vreden bekommer den som altid velsyngende forsanger Simon Kvamm vel. Selv om der også her og der fornemmes skæret af en Nefa-lygte for enden af tunnelen ... Kun forekommer det ikke Deres udsendte, at hitkvotienten er helt så høj som tilforn, men et par gedigne ørehængere kan man nu godt finde uden at skulle lede helt hysterisk".