Dette er sidste bind i den store serie om dansk filosofis historie op til 1950. Nu er det positivismen og kritikken af den, det gælder. Naturvidenskabernes udvikling og "opdagelsen" af psykologi og sociologi medførte, at filosofien skiftede retning, fra idealisme til positivisme. Det er filosoffer som den franske Comte, og de engelske John Stuart Mill og Herbert Spencer, der giver inspiration til den danske nytænkning i denne periode. Bogen falder i tre store dele, først er der et afsnit om filosofien og dens lærere på Københavns Universitet. Her gennemgås Høffding, Kroman, Wilkens og deres disciple, Jørgen Jørgensen, Vinding Kruse, Niels Bohr og Alf Ross. Derefter er der et afsnit, der omhandler Aarhus Universitet. Her er det Kortsen og Ranulf, der beskrives. Endelig er der et afsnit om de "frie filosoffer", nogle, der ikke var tilknyttet et universitetsinstitut. Det er Feilberg, Severin Christensen Iversen, Schultzer og Grue-Sørensen. Gennemgangen ender med et kort vue ud over sidste halvdel af det 20. århundrede. Heri står der, at styrken ved dansk filosofi er, at den har formået at formidle de udenlandske strømninger med et dansk sprog. En flot afslutning på et stort anlagt værk.