A/S Det Dansk-Franske Dampskibsselskab (DF) blev stiftet i 1902. Rederiet drev både tramp- og liniefart (hovedsagelig på Afrika) og gik også tidligt ind i tankfarten. Man var først til at introducere bulkfarten i Danmark og beskæftigede sig både med færgefart, sejlads på Grønland og olieboringsindustri. DF havde ry som et godt ledet og internationalt velanskrevet selskab, og skibene var kendetegnet af hvide skorstene med bogstaverne D og F og en sort stribe øverst. Perioden først i 30'erne var hård og på et tidspunkt måtte alle 7 skibe lægges op. Under 2. verdenskrig blev 4 ud af 10 skibe sænket. Ved torpederingen af Lifland i december 1942 omkom således hele den 24 mand store besætning. Efter krigen blomstrede rederiet op, og i starten af 60'erne var man med 14 skibe Danmarks 5. største rederi. I 1973 udvidedes aktiekapitalen, og optimismen var stor. Men få år efter kom nedturen i form af tab og store udgifter, som allerede i 1979 medførte betalingsstandsning. Opsvinget i 80'erne kom for sent til at redde DF. Størsteparten af værket består af en rigt illustreret kronologisk gennemgang af de i alt 57 skibe med detaljerede tekniske specifikationer, løbebane med særlige hændelser og evt. havarier. Ill. består af skibstegninger og masser af fotos af skibe og interiører de fleste i s/h. Bogen er indbydende trykt på glittet papir og vil appellere til mange søfartsinteresserede.