Denne bog om dansk mode fra 1950'erne og frem til i dag henvender sig til dem, der interesserer sig for tøj, modedesign, identitet og historie.
Marie Riegels Melchior afleverede i 2008 en ph.d. i design- og modehistorie fra Kunstakademiets Arkitektskole, og det er denne ph.d. afhandling, som hun nu har omskrevet og gjort lettere tilgængelig for folk, som interesserer sig for moden uden at være fagfolk. Hun gør selv opmærksom på, at det ikke er den komplette historie om dansk mode, men hun har udvalgt en række områder som fx hvad er dansk mode, modebranchen, modedesignere og modevirksomheder. I en tid hvor modeindustrien blev mere og mere globaliseret, opstod ønsket om at skabe en dansk mode, og med modeskabere som Søs og Ib Drasbæk, Margit Brandt og Mads Nørgaard er det lykkedes, og i dag er dansk mode noget, der har stor bevågenhed, også politisk. I forhold til ph.d. afhandlingen er denne bog blevet udvidet med et stort billedmateriale.
Der findes ikke tilsvarende bøger på dansk, men om dansk mode er der fx Klædt på til skindet, 2011, og nogle bøger om enkelte modeskabere, fx Walk on the wild side om Margit Brandt.
For de virkeligt interesserede i dansk mode som fænomen er her meget godt stof, men for mig som almindelig interesseret i dansk mode, synes jeg teksten er en anelse akademisk. Heldigvis er bogen fyldt med illustrationer, og bare det at bladre dem igennem er en fornøjelse.