Et imponerende og grundigt værk med den første samlede fremstilling af danske tv-programmers udvikling fra pionerårene i 1950'erne og op til den skærpede tv-konkurrence ved årtusindskiftet. Bogen er resultatet af et forskningsprojekt, ledet af bogens redaktør Stig Hjarvard, professor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling. Bidragyderne er alle uden undtagelse kompetente og kendte mediefolk, der magter at formidle forskningsresultaterne både forståeligt og underholdende. I selvstændige og illustrerede kapitler belyses tv-genrerne: børne- og ungdoms-tv, drama, dokumentarisme og fakta, underholdning, tv-nyheder, sport, reklame og continuity. Derudover belyses tv's påvirkning af seernes hverdagsliv, adfærd og præferencer ligesom der redegøres for dansk fjernsyns produktionsformer, organisationsformer og lovgivning på området i perioden 1951-2001. Hvert kapitel afsluttes med litteraturliste, årstalsliste og korte personbiografier. Med bogen følger en dvd med 70 små klip fra dansk tv's historie. En rigtig lækkerbisken, hvor man kan se eller gense gyldne tv-øjeblikke med alt fra "Ingrid og lillebror" og "Fiskerne" til Laudrups genialiteter i Mexico i 1986. Yderst velegnet for gymnasiernes og mellem- og videreuddannelsernes opgaveskrivere, der her præsenteres for veldokumenterede analyser af tv-mediets udvikling i Danmark.