En fyldigt kommenteret skibsliste, der i tekst og billeder omtaler alle de fartøjer, der siden 1761 har fundet anvendelse ved danske opdagelsesrejser og dansk havforskning.
Efter et langt indledende afsnit om inspektionsskibet "Vædderen" og dettes netop afsluttede jordomrejse på Galathea 3-ekspedtionen, beskrives i kronologisk orden de mange skibe, der gennem årene har foretaget togter ud i både den store verden og i de hjemlige farvande. Fokus er på skibene, deres indretning og historie, men der bliver også plads til at fortælle stort og småt fra de mange opdagelses- og forskningsrejser, og i små biografiske afsnit efter hver skibs- og togtbeskrivelse karakteriseres kort de involverede forskere og søfolk.
Mange af togterne er i forvejen beskrevet i monografier og i litteraturen om opdagelsesrejser, men bogen her udmærker sig ved på ét sted at give en samlet gennemgang af dansk maritim forskning og opdagelseshistorie med udgangspunkt i de anvendte fartøjer. Via bogens registre og litteraturliste henvises der til supplerende personal- og opdagelseshistorisk litteratur.
En stor og flot illustreret bog om de danske skibe, der sejlede ud for at udforske verden. En bog med masser af stof, viden og forslag til supplerende læsning for interesserede i opdagelsesrejser, havforskning, søfart, Marinen og gamle og nye (havforsknings)skibe.