Der er interesse for de danske soldater, der gik over på tysk side under 2. verdenskrig. De fleste danske tropper gjorde tjeneste på Østfronten og var fuldstændig organiseret under tyske militære vilkår. For interesserede i krigen og danske soldater i tysk tjeneste.
Op mod 6.000 danske mænd gjorde tjeneste i den tyske værnemagt i Waffen-SS. Torben Andersen beskriver detaljeret, hvilke våben soldaterne kæmpede med, hvilke uniformstyper og gradstegn de bar, de køretøjer og kampvogne de havde til rådighed, og hvordan den militære organisation og rangorden så ud. Et appendiksafsnit oplister desuden organisationen Frikorps Danmark og panserdivisionerne Nordland og Wiking og har bl.a. biografier om de vigtigste danske og tyske kommandører samt et fyldigt note- og kildeafsnit.
Bogen er opdelt i overskuelige afsnit og sektioner, der detaljeret gennemgår og især illustrerer emnerne med fotos og tegninger. Den skiller sig ud fra de fleste andre udgivelser ved at beskæftige sig med de rent militære aspekter af de danske soldaters vilkår i den tyske tjeneste. Både det høje "tegneserieagtige" format samt bogens håndbogsagtige tilrettelæggelse gør den særdeles velegnet til skoleopgaver op til og med gymnasieniveau.
De øvrige bøger om emnet beskæftiger sig fortrinsvis med de politiske, sociale og historiske forhold. Mest fyldig og aktuel er Østfronten af Leif Davidsen og Karsten Lindhardt.