Bøger / skønlitteratur / humor

Danskernes sjoveste vittigheder


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 20. okt. 2011

af

af

Kirsten Emdal

d. 20. okt. 2011

Dette er en bog for personer, som ønsker at læse nye vittigheder - eller at få genopfrisket nogle af de gamle. Bogen henvender sig primært til voksne.

Det er stand-up-komikerne Povl Erik Carstensen og Thomas Wivel, som står for udgivelsen af denne bog. De har tidligere skrevet nogle morsomme skønlitterære bøger sammen. Denne bog er blevet til på den måde, at de dels selv har samlet vittigheder gennem årene og dels har opfordret publikum til at bidrage med deres yndlingsvittigheder. Det betyder at det en meget broget samling af både gamle og nye vittigheder. Bogen er emneopdelt, så den er let at slå op i. Forsiden er holdt i rød-hvide farver, hvor titlen danner et glad ansigt. Der er bl.a. vittigheder om religion, død og sex foruden de klassiske historier om skotter, molboer og århusianere.

Man kan sammenligne denne bog med Poul Malmkjærs 2 vittighedsbøger fra hhv. 1997 og 1999 og Gyldendals vittighedsbog samlet af Sten Wijkman Kjærsgaard, 3. udg., 2007. De er også emneopdelte, men disse tre bøger rummer betydeligt flere vittigheder end Danskernes sjoveste vittigheder. En del vittigheder går igen i alle bøgerne, men sådan må konceptet for den slags bøger vel i sagens natur være.

En lille pudsig udgivelse fra en lidt svunden tid. Jeg synes personligt, at der ikke længere er den store efterspørgsel efter sådanne bøger. Så en anskaffelse må bero på, om ovennævnte bøger efterhånden er kassable, og man derfor trænger til lidt fornyelse på hylderne.