Læsere af eksperimenterende lyrik og kortprosa vil blive både bekræftet og udfordret af Viggo Madsens vildt fabulerende og metapoetiske fortællinger.
Rundt omkring i Viggo Madsens seneste digtsamling Luns af det levende dukker der korte prosastykker op, og med denne nye bog bevæger han sig helt og holdent over i kortprosaen. Genrebetegnelsen "novelletter" dækker over et bredt spekter af tekster: drømmesekvenser, anekdoter, kringlede filosofiske refleksioner, eller travestier over islandske sagaer og folkeeventyr. Fælles for teksterne er sansen for det absurde og barokke og et skævt og ironisk blik på vante forestillinger og sproglige konventioner. Det drejer sig om "at extrapolere virkeligheden, toppe den op, gøre alt helt ovenud for meget-" som det hedder med en metapoetisk formulering i teksten "Forståelsens revolvergreb". Bogen er forsynet med et udvalg af forfatterens collager fra serien "De Elektrificerede Jokere".
Samlingens modernistiske kortprosaform har i moderne dansk litteratur meget til fælles med Per Højholt, Hans Otto Jørgensen og Peter Adolphsen.
Bogens finurlige og originale tekster er både ironiske, vittige og tænksomme i deres blanding af og leg med genrer og betydningsområder der normalt er adskilte og uforenelige, men de udfordrer også konstant læseren, når det drejer sig om forståelighed og tilgængelighed.