I 2003 skrev Niels Houkjær Det er Danmark : en lystrejse gennem det danske land, hvor han fortalte om Jylland og de større øer. Nu tager han fat på 50 mindre danske øer i en bog, som har den samme fortællestil, omfang, layout og trykkvalitet. Udvalget af øer er jævnt fordelt i Limfjorden, Vadehavet, Kattegat, bælterne, Det sydfynske Øhav og Smålandsfarvandet. Fremstillingen tager udgangspunkt i forfatterens besøg på øerne, så han blander geografiske, naturmæssige, historiske og nutidige samfundsfakta med mere personlige oplevelser og synspunkter. Han er godt orienteret om litteratur og kunst og inddrager meget passende stedrelevante roman- og digtcitater og tegninger og malerier til illustrering. Derudover er bogen illustreret med mange fine farvefotos, herunder luftfotos, og et godt landkort over hver ø. Niels Houkjær følger i kølvandet på Achton Friis: De danskes Øer, 1926-28, og Erik Aalbæk Jensen: Livet på øerne, 1981-87. De blandede på samme måde personlige rejseoplevelser med mere faktuelle oplysninger om øerne. Den nye bog har ikke disse bøgers omfang, men er et godt og opdateret supplement. Den mest faktuelle, nyere bog om emnet er Poul Henrik Harritz: Danmarks småøer, 2000, der er en meget systematisk skrevet håndbog om 129 danske småøer.