Verden står overfor fire store problemkomplekser, der er indbyrdes afhængige. Forfatteren analyserer med sin store viden problemerne fra et vestligt synspunkt og anviser konkrete løsninger. For alle med interesse for samfundsudvikling i det brede perspektiv.
De fire isbjerge er et andet udtryk for verdens fire største udfordringer i de kommende årtier. Den første er de demografiske forskydninger, der flytter befolkningsbalancen i verden og kan give store geopolitiske konsekvenser. Den anden er et økonomisk isbjerg, hvor verdenshandelen forskydes, og der skabes en ny økonomisk verdensorden. Den tredje er klimaudfordringen, hvor store grupper af befolkninger bliver fordrevet pga. tørke eller oversvømmelse med store folkevandringer og sikkerhedspolitiske problemer til følge. Den sidste er den demokratiske udfordring. Skal verdens problemer overvindes, kræves der stærke demokratier. Derfor er det bekymrende at se det pres mod demokratierne i den vestlige verden, der viser sig i øjeblikket.
Det er en kollosal baggrundsviden, der ligger til grund for Per Stig Møllers analyser. Det er en kompakt og informationsmættet bog, ikke lige en man hurtigt skimmer igennem. Men den er på ingen måde svært sprogligt tilgængelig, og er på et abstraktionsniveau, hvor den almindelig samfundsinteresserede borger kan være med. En vægtig, klog og velskrevet bog med en bred målgruppe.
Global vækst - globale kriser omhandler ligeledes de globale udfordringer.