Anden del af Det sidste hik (89/31). Dengang startede Splint og Kvik til Centralasien for at finde et par forsvundne europæere. Dem finder de resterne af i Den Forsvundne Dal - og trodsutrolige oplevelser (i ordets egentlige forstand!) finder de en vej ud, men uden det væsentligste bevis, en dagbog. Den kunne der ellers være blevet en god tegneserie ud af, siger Kvik. Det er derjo altså blevet alligevel; men jeg synes, at den bare ikke er god nok, og det skyldes, at selve historien føles for tynd og uvedkommende. Per Vadmand har fordansket med sædvanlig lune og med brugaf mærkelige dyrenavne på arter, som er fjendtligt indstillet og gør livet surt for vore venner. De er i øvrigt dødelige uvenner det meste af tiden i dalen: Tegningerne er til gengæld en positivdel af albummet. Her er flotte naturbilleder, uhygge, afstemte farvekombinationer - og handling, hvor det er naturligt at bruge de filmiske virkemidler. Hovedpersonerne er tegnet, som vi kender demi de 35 tidligere bind. Debliver nok modtaget pænt af deres fan-skare, der har læsere fra 11-12-års alderen.