Knud W. Jensen er ikke blot skaberen af Louisiana men også en af efterkrigstidens nøglefigurer i dansk kulturliv. Han er først relativt sent i livet begyndt at ytre sig for alvor til det store publikum; og det er efter mine begreber en lykke, han gør det, i værker som Mit Louisiana-liv, 1993, og Stedets ånd, 1994, hvor han klogt, stærkt, personligt skriver ud, hvad han står for. Således også i dette nye værk om de mæcener, fra Brygger Jacobsen til - ja - til KWJ selv, som vi skylder, at vi overhovedet har kunstmuseer: 90% af alt, hvad der hænger i danske museer, er skænket af de glade idealistiske givere, kun den sidste rest skyldes staten! Bogen fortæller kronologisk om giverne og deres gaver, og det er vidende og spændende - og det er til gråd og tænders gnidsel at læse om fejl og dumhed, der f.eks. lod Tetzen-Lunds samling med bl.a. de 20 Picassoer glide ud af landet. Knud W. Jensen giver et bud på, hvordan en fornuftig lovgivning kan give mod til de glade givere i vor tid - og give os nye, gode museer. Lad os håbe, han bliver hørt: han ved, hvad han taler om. Bogen er smuk, med mængder af ill. også i farver. Den bør nå meget vidt ud, med særlig aktualitet i tv-serien om Bryggeren og KWJ's 80 års fødselsdag.