De polyglotte elskere

Underfundig, velskrevet roman om kærlighedens og sprogets vildveje. For læsere af god, ny nordisk litteratur - sans for skæv humor absolut ingen hindring.

Romanen er i tre afsnit med hver sin jeg-fortæller: Ellinor fra Skåne er i 30'erne, har et forlist kærlighedsforhold bag sig. "Søger en kærlig, men ikke alt for kærlig, mand", skriver hun på et datingsite og møder Calisto i Stockholm, beundret litterat og dysfunktionel mand. Næste jeg-fortæller er forfatteren Max Lamas, også ret dysfunktionel, som arbejder på sit livs værk med titlen "De polyglotte elskere". Bogens tredje fortæller er Lucrezia, sidste medlem af en forarmet romersk adelsfamilie. Her samles de tre spor. Romanen vandt i 2016 Augustprisen. Lina Wolff, f. 1973, er svensk forfatter. Dette er hendes første bog på dansk.

Smuk, smuk læseoplevelse. Sproget er flydende, opfindsomt og underfundigt, de tre spor hænger smukt sammen. De tematiserer, hvordan man aldrig rigtig mødes i kærlighed og seksualitet, blandt andet fordi sproget kommer til kort, og man spejler sig i hinanden i stedet for at se hinanden. Persontegningen er det bedste med mange fine episoder, fx den nedladende boghandler, der sælger Lucrezias farmor en alt for dyr Proust-luksusudgave, fordi farmoderen ser dannelse som vejen frem.

Svær at sammenligne, men vi er ovre i store, varme læseoplevelser som fx At redde fiskHjemmefronten og HjemmefrontenSvær at sammenligne, men vi er ovre i store, varme læseoplevelser som fx At redde fisk og .

Læs hele vurderingen