En psykisk syg mands kortfattede erindringsglimt fra ungdomsårene, som nok især vil vinde genklang hos andre med en psykisk sygdom.
Forlaget kalder den lille, beskedne bog en roman, men bagsiden oplyser, at det er forfatterens tilbageblik fra 1963-1981. Forfatteren beskriver i korte erindringsglimt sine yngre år præget af gentagne indlæggelser, men også med lyspunkter i form af en universitetsuddannelse og forskellige undervisningsjobs. Han giver et indtryk af det psykiatriske behandlingssystem og de mennesker, han møder i hverdagen og på hospitalet, på godt og ondt. En psykisk syg ven får en særlig omtale, og bogen afsluttes med jordnære digte, hvor forfatteren giver en række andre sårbare mennesker stemme. Der skabes en vis distance, ved at forfatteren konsekvent omtaler sig selv i 3. person. Han udtrykker sig i et levende og ofte billedrigt sprog, blot ærgerligt at korrekturen har svigtet og ladet to stort set identiske kapitler følge lige efter hinanden.
Forfatteren har skrevet en del bøger, især digtsamlinger, og også her er de psykisk syges sårbarhed et gennemgående tema.
En lille, uprætentiøs og lavmælt bog med kortfattede, kalejdoskopiske erindringsglimt fra forfatterens yngre år, hvor han giver et indtryk af sit vanskelige liv som psykisk syg. Indeholder desuden en række digte, der afspejler de sårbare menneskers følelser.