De sorte huller : om tilblivelsen af et sprog i P.O. Enquists forfatterskab

Bredsdorff bruger betegnelsen 'sprog' i en egen betydning i denne forfatterskabsanalyse: det er ikke blot en stilundersøgelse, men også en fortolkning af udtryk og deres betydning. 'De sortehuller', jo et begreb lånt fra astronomien, betegner det litterære greb, at det egentlige i en tekst indtræffer i mellemrummene mellem tekstens elementer, mens teksten på samme tid prætenderer atudsige alt. - Enquists sprog er personligt - men TB viser i en ekskurs, hvordan det har sine forudsætninger hos Hemingway og Pound i imagismen, en kort og god belysning. - Med denne ballastfremlægger Bredsdorff så en hovedsageligt kronologisk læsning af de centrale dele af forfatterskabet med hovedvægten lagt på romanerne og altså ikke de yndede og beundrede dramatiske arbejder. Hanpåviser, hvordan sproget 'træder i karakter' efterhånden, strammes op, forbundet med tematikken; en særlig opmærksomhed viser TB arten af den enquistske dokumentarisme: hvad er dokumentarisk, hvader det kun tilsyneladende?- Bogen er skrevet på en beundring for forfatterskabet som et af de store i nutiden med bevægelsen fra dobbelt-stoffet fra en social og familiær virkelighed tildobbeltheden mellem en familiær og mytisk, koncentreret i Kaptajn Nemos bibliotek, 1991. En stofrig og spændende, rimeligt tilgængelig bog - og altså: et værdifuldt bidrag til litteraturen omforfatterskabet.

Læs hele vurderingen