Bøger / skønlitteratur til børn / fantasy

De tolv porte. Bog 1 af 3


Beskrivelse


Tegneserie. 5 piger på 13-14 år, Will, Irma, Taranne, Cornelia og Hay Lin, bliver af højere magter udvalgt til at bekæmpe onskaben i Det mørke Rige. Alle pigerne bliver udstyret med forskellige magiske kræfter.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 28. okt. 2003

af

af

Vera Jensen

d. 28. okt. 2003

Tegneserie, der i hvert af de tre bind indeholder 4 tidligere udgivne hefter, som her er samlet i et kompakt lommeformat. Tegneserieversionen er baseret på en tegneserie, som er skabt af italieneren Elisabeth Gnone. I albummenes første fortælling indvies læseren i, hvordan pigerne af højere magter bliver tildelt magiske kræfter for at kunne bekæmpe de grusomme monstre fra Det mørke Rige. Handlingen veksler hele tiden mellem deres dagligdag med typiske teenagerproblemer og en mindre fredelig fantasiverden med uhygge, magi og drama. Personerne er af forskellig etnisk oprindelse, og politisk korrekthed fremhæves på bekostning af enhver kontroversiel problematik. Albummet oplyser intet om tekstforfattere og tegnere. Walt Disney Company står bag serien, og tegningerne er da også professionelt udført i en moderne streg. Pigerne er tegnet med kæmpestore udtryksfulde øjne, som vi også kender det fra Elverfolket og de japanske manga-serier. Den kraftfulde og udmærkede farvelægning understreger stemning og drama. Billedsproget er livligt med hurtige filmiske klip og skiftende "kameraindstillinger", som man kender det fra nutidens musikvideoer. Historiens motiver er hentet fra nutidens pigekamre og emmer af romantik, intriger, voksenkonfrontation og magi. Serien er målrettet mod 9-13-årige piger, der helt sikkert vil synes om den.