Eventyrbøgerne er en række let læselige folkeeventyr med nye og flotte illustrationer. Hver titel består af en Maxi Dingo og en Mini Dingo. Formatet er større end forlagets øvrige let læselige bøger. Nærværende udgave af det kendte eventyr udmærker sig først og fremmest ved nogle fantastiske farvetegninger, der endnu engang kan få læseren til at interessere sig for den enkle tekst. Troldens næse, hale og hænder snor sig ind og ud mellem broens stolper og virker dejligt frygtindgydende, og store Bukke Bruse er heller ikke sådan lige at overse. Teksten er tilrettelagt, så den kan læses fra 7-8-årsalderen og den vil interessere et par år længere op. Den lille bog vil være særdeles velegnet på børnebibliotekernes læse-let hylder, ligesom den også kan bruges til oplæsning for mindre børn.