Bibliotekernes vurdering
d. 21. apr. 2009
af
af
Frans Rasmussen
d. 21. apr. 2009
Norsk psykologisk og intenst drama om det smerteligste af alle tab, at miste sit barn.
Jan løslades efter 8 år i fængsel for et mord på den lille dreng Isak, et mord han ikke har erkendt sig skyldig i. Uden livslyst forsøger han at skabe sig en tilværelse som organist i en kirke. Her modtages han venligt af den fraskilte præst Anna og hendes dreng Jens, der har samme alder som Isak havde, da han døde. Ved et tilfælde møder Isaks mor Agnes Jan, der nu kalder sig Thomas. De to er filmens "usynlige". Hun er aldrig kommet sig over tabet af sin søn. Agnes' og hendes mand Jons dybe sorg og konfrontationen med Thomas bliver et drama om skyld og tilgivelse. Thomas er en stilfærdig hitchcock-agtig figur. Uskyldigt dømt, men gjorde han nu ikke alligevel? Poppe forstår at nedtone både spil og ydre effekter til fordel for det drama, der foregår inden i personerne. Samtidig giver mystikken og symbolikken, her vand-temaet - drukneulykken og Agnes' søgen efter sin døde søn i svømmehallen - thrilleragtige effekter.
Efter Schpaaa, 1998 om ungdomskriminalitet og ensemblefilmen Hawaii, Oslo, 2004 er De usynlige Erik Poppes 3. spillefilm, et psykologisk drama, der med stilfærdige virkemidler når ind under huden på de smerteligste følelser.
Danske Trine Dyrholm formidler Agnes' dybe sorg så det går gennem marv og ben. I mødet med Thomas gennemspiller hun hele følelsesregistret fra hævntørst, til blot at få en forklaring, få placeret en skyld, til tilgivelse og viljen til at komme videre.
