HL har bl.a. skrevet digtsamlinger, men er mest kendt som kulturjournalist. Denne mammutsamling af artikler, anmeldelser, features og essays er mixet, gennemskrevet fra årtusindets sidste årti "i info-orkanens øje". En kulturjournalistisk rapport over 90'erne som de afspejlede sig i litteratur, film/tv og musik. Et overflødighedshorn af info i tre hovedafsnit: "Imellem dansegulvet og storbyjunglen" fortæller om en musikscene præget af den elektroniske musik. Afsnittet "Ramt af det 21. århundrede" er om film/tv, filmmagere og tendenser, trends i 1990'ernes film. Tredje afsnit "De faldne engles blues" er om bøgerne og forfattere som Ellis, Mosley, Burke, Wolfe, Turèll, Paretsky, Coupland, Sterling og Garland. Ikke mindst interviews med både undergrundsnavne og store stjerner er spændende stof. Det er et glimrende remix af information, velskrevne artikler og interessant baggrundsviden her på årtusindets rand. En vigtig bog med appel til især en ung og yngre målgruppe. Brugbar som opgavebog.