Film / fiktion / drama

Dean Spanley


Beskrivelse


Den aristokratiske Horatio Fisk har mistet sin yngste søn i Boer-krigen og lever alene med sorgen. Men da han sammen med den ældre søn Henslowe møder provst Dean Spanley og hans interesse for reinkarnation møder sønnen omsider sin far med forståelse.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 8. sep. 2011

af

af

Frans Rasmussen

d. 8. sep. 2011

Sympatisk og rørende engelsk periodedrama om udviklingen af forholdet mellem far og søn. Fra 15 år.

England i begyndelsen af 1900-tallet. Den gamle og svagelige, aristokratiske Horatio Fisk passes af husholdersken Mrs. Brimley og får hver torsdag besøg af den pligtopfyldende søn Henslowe. Horatio er sær og indesluttet efter tabet af sønnen Harrington i Boer-krigen og af konen, der døde af sorg. Henslowe deltager sammen med sin far i et foredrag om sjælevandring. Her møder de den fordomsfrie provst Dean Spanley. Spanleys fortællinger om sit tidligere liv som walisisk hund fører på forunderlig vis til, at Henslowe lærer at forstå sin følelsesmæssigt forkvaklede far bedre og bringer far og søn tæt på hinanden.

Den new zealandske instruktør Toa Fraser bygger sin film på en roman af Herrens Dunsany fra 1936. Med sin detaljerigdom i tidsbilledet ligner den et utal af engelske kostumedramaer med sine billeder af livet i de aristokratiske klubber. Men med sit afgørende skift af fokus midt i filmen på det overnaturlige, får den overraskende dimensioner.

I centrum står Peter O'Toole som den gamle, følelseskolde far, der pludselig får nyt liv. Fra start er filmen et trygt og traditionelt fortalt periodedrama. Grundigheden og langsommeligheden i fortællingen kan godt tære på tålmodigheden, men belønningen kommer. Affæren omkring reinkarnation kan forekomme sær, men som middel til udviklingen af et nært forhold mellem far og søn fungerer det, og som helhed er filmen en rørende og varm oplevelse.