I denne bog, der er den schweiziske psykoanalytikers 4. på dansk, tager hun tråden op fra de tidligere, især fra Du må ikke mærke, 1985. Hovedtemaet er igen en påvisning af, at de overgreb affysisk eller psykisk art, som børn udsættes for, har vidtrækkende konsekvenser også for næste generation. Kendskabet til Konrad Stettbachers terapimetode har ført frem til en erkendelse hos A.Miller af, at hun også selv har været misbrugt som barn. Hendes påstand er, at enhver gerningsmand har engang været offer, men ethvert offer behøver ikke blive gerningsmand, hvis der i offerets(barnets) omgangskreds blot er et forstående menneske (et vidne), som kan hjælpe offeret med at få øjnene op for den erfarede grusomhed, og derved bryde kæden. I modsætning til psykoanalysen, somA.M. mener, er forfejlet, bl.a. på grund af det opdragende aspekt, drejer Stettbachers teori sig om, at det enkelte menneske tilbydes chancen for at møde sin egen fortid, også selv om det betyderen anklage mod forældrene.Da der ofte henvises til de tidligere bøger er det en fordel at have læst disse. Bogen er godt oversat og ligesom de tidligere forholdsvis let tilgængelig, den er enmeget væsentlig bog for alle der beskæftiger sig med pædagogik og terapi.