Den bedste af alle verdener

Stykkets og personernes forskellige dimensioner og ritualer bevæger sig på et ret højt abstraktionsniveau. Det vil som læst tekst have en ret snæver målgruppe, primært blandt dedikerede interesserede, der vil følge tendenserne i ny dansk drama samt læsere af UAOs lyrik.

Enakters skuespil for tre personer: en kvinde og to mænd. Stykket foregår på flere planer, men mest konkret med en have som en allegori for en (ny?) fælles verden. Kvinden og de to mænd bevæger sig rundt og taler skiftevis med hinanden, i kor eller til de spejle, der udgør en selvstændig dimension i dramaet. Sammen med en drømmedimension bruges spejlene rituelt til at udtrykke individuelle og fælles længsler efter en ny begyndelse. Stykket bevæger sig på et relativt abstrakt niveau og af flere spor indbyrdes mellem figurerne. Men de tre karakterer optræder måske rituelt samlet på vegne af menneskeheden. Den tredje person er måske både en ny mulighed i moderne samlivsformer samtidig med, at de også taler samlet som et græsk kor. Der fornemmes ikke en egentlig progression i stykket, der er og blive en abstrakt affære men en særlig poetisk og metafysisk tone. Stykket har aktuelt været opført på Riddersalen på Frederiksberg.

Stykket ligner ikke umiddelbart noget andet i dansk dramatik, men med den særlige poetiske, abstrakte stil noget, som vi finder i UAOs digte.

Første stykke dramatik i eksperimenterende form fra den erfarne lyriker er en abstrakt allegori til den eksistentielle fortælling om en ny verden.

Læs hele vurderingen