Bibliotekernes vurdering
d. 22. dec. 2009
af
af
Ulrich Breuning
d. 22. dec. 2009
Christian Braad Thomsens Den Blå Munk, 1998 er et surt, sødt skæbnespil i værtshusmiljø, hvor "der er malere, som aldrig har solgt et billede, forfattere, der aldrig har fået en bog udgivet - og kussetyve, der aldrig har fået en dame med hjem!". Filmen bevæger sig aldrig uden for beverdingens trygge ramme, og det formelig fyger med fint fabrikrede filosofiske floskler, for "vi er alle drømmere med krav om respekt", som digteren F.P. Jac udtrykker det i en af filmens mange intime, små bravurnumre. Filmen henvender sig bredt til et voksent publikum med interesse for nyere dansk filmkunst.
Værtshuset Den Blå Munk er opkaldt efter jazzpianisten Thelonious Monk, fortæller en stamkunde beredvilligt den nye servitrice Anita, der går med en skuespiller i maven. Hun får også det velmente råd at sørge for altid at holde disken mellem sig selv og de kontakthungrende, kærlighedssøgende gæster, der udlever deres liv, drømme og bristede illusioner i tobakståger og øldunster.
Christian Braad Thomsen har altid i sine spillefilm søgt en psykologisk tone, en menneskelig tilstand snarere end en egentlig fremadskridende handling. Og i denne sædekomedie lukker han livet ind i et værtshus og lader det udspille sig i en række tableauer. Christian Braad Thomsen har også skrevet bøger (om blandt andre Bob Dylan og Alfred Hitchcock) og lavet dokumentariske portrætter af så forskellige forfattere som Karen Blixen, Morten Korch og Svend Åge Madsen.
En lille fin, lidt overset perle blandt 1990'ernes danske film.
