Selvbiografisk roman fra en jødisk forstadsghetto i den store polske fabriksby Lodz ca. 1905-1910. Bogen følger den jødiske dreng Mendel fra hans få år i religiøs skole til han som meget ung bliver politisk bevidst i partiet Bund. Han er med i en opstand mod den russiske besættelsesmagt, arresteres og flygter til sidst til udlandet. Mendels historie (og Welners) er dog først og fremmest anledning til en autentisk og selvoplevet skildring af menneskemylderet, dagliglivet og det barske miljø. Især af en slumgades brogede samling af revolutionære arbejdere, religiøse, fattige, sigøjnere og kriminelle. Skildringen er et øjenvidnes dokumentariske, indfølte, men usentimentale billede af et samfund fyldt med modsætninger. Et billede af et miljø som blev udslettet af nazisterne årtier senere. Welner (1893-1965) flygtede fra Lodz og boede i Danmark fra 1913. Han var skrædder, zionist og socialist. De polske jøders tro og kultur var påvirket af pogromer og revolutionære strømninger, og de blev ikke lige vel modtaget blandt datidens danske jøder. I 1949 udgav han sin første bog ud af syv. Nærværende bog udkom første gang på dansk i 1960. Den høstede anerkendelse blandt forfatterne, men solgte ikke.