Denne bog, der beskæftiger sig med Kierkegaards dialektik og hans syn på begreberne tro og vilje er et på alle måder væsentligt indlæg i den løbende diskussion af Kierkegaards værk. Oplagt fremhæver forfatteren, hvorledes Kierkegaard ikke kan forstås entydigt. Kierkegaards stadier og det pseudonyme forfatterskab er klare markeringer af, at sandheden for Kierkegaard selv er mangefacetteret eller dialektisk. Bertung polemiserer oplagt med de "statsansatte docenter", der lever af Kierkegaards værker. "Og nogle laver endog afkog af hans liv, der blandes i den færdige ret," skriver hun med et sarkastisk sideblik til flere udgivelser fra de senere år. En bog, der uden at være højakademisk, forudsætter forkunskaber, fordi Bertung ikke introducerer de tankegange, hun refererer til. Bogen tynges ikke af henvisninger og noteapparat, og betoner i sin henvendelse til læseren vigtigheden af at forstå, at Kierkegaard henvendte sig, ikke til filosofkolleger, men til "hin enkelte", dig og mig. Det samme gør Birgit Bertung på smukkeste vis.