Den i Sydfrankrig bosatte Bornemann debuterede med den prisbelønnede Det sidste vidne, 2000. Hovedpersonen heri, inspektør Grissard, omkom eller forsvandt. Hans afløser i Nice, Tom Borg, der har danske forældre, skal opklare tre attentater, der peger hen på en meget uhellig alliance mellem storfinans og statsmagt. Det er naturligvis ikke uden risiko at lege relativ hæderlig politimand, der vil afsløre de store, og under opklaringen udsættes han bl.a. for tortur og venskab med en mafia-boss. Sproget er godt og forfatteren kan sine listige sydfranske steder og landskaber, historien er desværre al for sandsynlig, hvad mange skandaler i fransk politik vidner om, men desværre kan man ikke sige det samme om handlingen. Selv om der er nok af både sex og vold savner jeg egentlig spænding. Trods tortur og senere fængsling glider alting ellers i smør for Borg: Han finder en plan eller får en idé, og stort set intet står i vejen for gennemførelsen. Dermed bliver den så utroværdig og uden modhager, at det er svært at engagere sig i historien. Det vil dog næppe afholde frankofile læsere i at genopleve charmen fra Nice og omegn.