Endnu en farverig og underholdende historisk roman af den produktive Philippa Gregory. Det er den fjerde roman, som udgives på dansk, og den foregår ved Tudorhoffet i 1500-tallets England. Hovedpersonen er Katarina af Aragonien. Som ganske lille bliver hun forlovet med Arthur, søn af Henrik den 7., og da hun som 16-årig kommer til England i 1501 for at ægte ham, får hun - smuk, forfinet, hovmodig og selvbevidst - noget af et chok. Landet er koldt og uvenligt, skikkene anderledes og kvinder forventes ikke at mene noget. Katarina forelsker sig imidlertid i sin unge mand, men da han dør efter få måneders ægteskab, kommer hendes diplomatiske snilde på en prøve. Hun får udvirket en forlovelse med den 11-årige Harry, den senere Henrik den 8. (ham med alle konerne), og da ægteskabet omsider bliver en realitet, træder hun ind i det som påstået jomfru. Kan Katarina ikke skænke Henrik den altafgørende mandlige arving, men kun en datter, er hun til gengæld en dygtig hærfører og regerende dronning, men det træder efterhånden i baggrunden for Henrik, og ved romanens slutning har han forstødt hende som hustru. Den evige prinsesse er historisk populærlitteratur med appel til mange læsere. Rænkespil, hofintriger, de evindelige kampe om tronen og Europas riger og lande skildres letløbende, farverigt og detaljeret. God forside og spændende bagsidetekst.