Forfatteren er debutant, og hendes egen hjemmeside henviser til fine omtaler fx i Wall Street Journal og New York Times. Det er en beretning om en 10-årig pige, der oplever det ultimative svigt: at miste en forælder. Rachel oplever det tilmed på den allermest voldsomme vis. Familien vågner en tidlig morgen ved et dødeligt knivoverfald på faderen. Hændelsen bliver begravet i tavshed, barnets reaktioner bliver overset og gemt væk. Rachel skriver hele historien som voksen, og det beskrives tydeligt, at bogen bliver til som terapi. Rachel har brug for at huske og måske forstå og finde tilbage. Vi kommer derfor til at se hverdagen i en amerikansk splittet familie engang i 1980'erne gennem en lille piges øjne. Her er nogle umodne forældre, der er blevet gift og skilt og gift igen i en fart, her er ustabile "nye" fædre og mødre, her er agressivitet og misbrug, her er en overraskende loyalitet med en ny lillebror. Men her er også en mængde detaljer, der ikke yder noget til historiens fremdrift, men som naturligvis danner en kulisse, som vi kan genkende fra utallige tv-serier. Historien er sine steder præget af et amerikansk talesprog, som en fordanskning ikke har kunnet hamle op med, og det gavner absolut ikke læsbarheden. Bogen passer nøje ind i det "brand", som serien Virkelighedens verden efterhånden er: dramatiske skæbner, som læseren kan gyse over.