Bøger / skønlitteratur til børn / fantasy

Den grusomme kejserinde

Del af W.I.T.C.H

Beskrivelse


Fantasy. Da Hay Lin arver "Lius lygte" efter sin bedstemor, begynder hun at opleve mystiske ting og høre vindklokker hver nat i sine drømme. Pigerne i W.I.T.C.H. må på banen.

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 12. nov. 2002

af

af

Else Lerche

d. 12. nov. 2002

Lene Kaaberbøls WITCH-serie på fem bind udkom i sommer i soft cover. Den blev, med god grund, straks populær og efterspurgt, især blandt piger. Nu kommer den som hard cover. Den kan læses fra o.9 år. WITCH er fem piger der, når det kræves, bruger deres magiske evner. Her er Hay Lin hovedperson. Fra sin afdøde, elskede Bedstemor får hun Lius Lygte. Den påvirker hende til at fuldføre Bedstemors opgave. Med de fire andre går hun gennem et spejl til en anden verden. Sammen besejrer de Den Grusomme Kejserinde, der omgiver sig med insekter. Hun har taget magten over Piletræernes Dal og tvunget dens indbyggere til at slave for sig. Efter sejren vender pigerne tilbage til deres egen verden. Hver pige behersker et element. Hay Lin fx luften. Hver yder de deres, men i det endelige slag forener de kræfterne, og kampene mod insekterne er lige så nervepirrende som havde de været dæmoner. Mystik og spænding opbygges fra starten, holdes ved lige og forstærkes. Den fremadskridende og overskuelige handling er nedskrevet i et varieret, let læseligt og atmosfærefyldt sprog. Bogen indledes med en introduktion til universet og de fem piger. Fantasyromanen kan stå alene, men hvem vil nøjes med en når man kan få fem. Farveillustrationerne er i den kendte Disney stil.


Bibliotekernes vurdering

d. 12. nov. 2002

af

af

Lene Nissen (skole)

d. 12. nov. 2002

Den grusomme kejserinde er 5 bog i serien W.i.t.c.h. der også udgives som blad. Serien tilføjer absolut intet nyt. Den er meget enkel og lettilgængelig og henvender sig fortrinsvis til piger fra 4.kl., der nyder genkendelsens glæde ved serier. Personerne bliver primært beskrevet ud fra den ene specielle evne de har. Handlingen er klassisk fantasy. Det onde har splittet verden, og der er opstået mange parallelle verdener. For at opretholde balancen, skabes en fæstning, Kandrakar, hvor magtfulde ånder, styret af Oraklet, kæmper mod ondskaben. Heldigvis findes forskellige hjælpere bl.a. disse 5 piger, der lever i samme lille by i USA. Pigerne besidder forskellige overnaturlige evner, der supplerer hinanden, og de har evner til at bevæge sig mellem verdenerne. I denne historie bliver de kaldet af den ene piges afdøde bedstemor for at bekæmpe en ond kejserinde i en anden verden. Som altid lykkes opgaven, og pigerne kommer tilbage til familien, der intet ved om deres specielle evner. Bogen er delt i kapitler, der hver har en enkelt helsides farveillustration af en af pigerne. Illustrationerne er meget skemaagtige og tegnefilmsinspirerede. Forsiden viser ansigtet af en pige, tegnet på samme måde.


Folkeskolen

Årg. 120, nr. 45 (2003)

af

af

Tonny Hansen

Årg. 120, nr. 45 (2003)