Guleroden er en gammel kulturplante, og her er den anden selvstændige udgivelse på dansk om plantens brug i køkkenet efter Gulerodskogebogen, 1988. Bogen fortæller om dyrkning og anvendelse af guleroden fra Romerriget og frem til i dag, herunder hvordan den kom til Danmark i 1500-tallet, da der blev oprettet en hollandsk koloni på Amager. Dertil kommer kortfattede oplysninger om næringsværdi, sorter, dyrkning og opbevaring. Det er oplysninger, som relativt nemt kan findes andre steder, men her ses samlet og overskueligt. Bogen har opskrifter på supper, salater, tærter, ovnbagt tilbehør, sammenkogte retter, brød, kager, marmelade og drikke. De adskiller sig ikke meget fra, hvad der kan findes andre steder. Bogen har et lille kvadratisk format og fremtræder meget hvid. Udtrykket er rent, enkelt og elegant med gulerodssnitflader som eneste illustration, der gentages i kanten på alle sider. Som kontrast står den sorte tekst midt på siden med meget plads omkring. Der er også sider uden tekst og sider til egne notater. Forfatteren har restaurant på Samsø. Hun har tidligere lavet Naturens spisekammer og Nye og gamle kartoffelretter fra Samsø.