Munter, vildtvoksende og surrealistisk filmatisering af Felix Herngrens bestseller om den enfoldige Allan Karlsson, der i sit lange liv uforvarent befinder sig i flere af verdens brændpunkter uden helt at fatte sin rolle i det storpolitiske spil. Appellerer til bogens mange læsere og alle med interesse for velfortalte skrøner.
Allan Karlsson er for frisk til plejehjemmet og flygter gennem vinduet på selve sin 100-års fødselsdag. Han får ved et tilfælde overladt en kuffert med 50 millioner kroner af en rocker og tager den med sig. Men rockerbanden vil gerne have deres penge igen, og politiet vil ligeledes gerne finde den bortløbne plejehjemsbeboer, så uden rigtig at vide det er Karlsson på flugt. Samtidig tænker han tilbage på sit liv som sprængstofekspert og møderne med Franco, Truman og Stalin! Filmen benytter eminent krydsklipning til at springe mellem tid og sted og alligevel fastholde handlingstråden.
Absolut seværdig, men klichéen om, at bogen er bedre, holder i dette tilfælde vand.
Allan Karlsson er en svensk pendant til amerikanske Forrest Gump, der ligeledes kommenterende vandrer igennem verden med uskylden i behold, og Den hundredeårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt minder i sin løsslupne farcestil på alvorlig, historisk baggrund også om Emir Kusturicas Underground, 1995. Mesterstykket, der med punktnedslag i et menneskeliv tegner et portræt, er Orson Welles' Den store mand, 1941.