Fans af serien XIII vil nyde Den irske version.
Vance og van Hammes spændingsserie har opnået kultstatus i sit hjemland Belgien, og serien har også en stor fanskare i Danmark. Inden det afsluttende bind 19 i albumrækkens kronologisk fortløbende handling har van Hamme indføjet et tillægsbind med tilbageblik på udgangspunktet for hele intrigen. Den irske version fortæller om, hvordan den unge irer Kelly Brian bliver tilknyttet undergrundhæren IRA, og samtidig afsløres det, om XIII og Kelly Brian - et af spionens mange aliasser - i virkeligheden er én og samme person. Billedsiden i specialalbummet er undtagelsesvis lagt i hænderne på et af seriemediets helt store navne, Jean Giraud, der nåede at færdiggøre albummet kort før sin død i 2012. Girauds version af XIII-figuren er pudsigt nok ikke uden lighed med Giraud-helte som Blueberry og Jim Cutlass. Tegningerne formidler indholdet overbevisende, selv om Girauds elegante streg til tider forsvinder under en kraftig farvelægning.
Med Den irske version giver Giraud sin udgave af Vances figur, ligesom Vance i serien Marshall Blueberry har givet sin opfattelse af Girauds Blueberry-figur - en figur, som her ikke overraskende har visse fysiske lighedspunkter med figuren XIII.
Tegneserien Den irske version rummer en række vigtige brikker til det store puslespil, serien XIII hen ad vejen har udviklet sig til. Hvis man er fanget af seriens magi, må man naturligvis også have dette ekstra bind med.