Bogens uhyre detaljerede analyser af den israelske lobbys indflydelse på amerikansk udenrigspolitik indsnævrer målgruppen betragteligt.
Bogen er skrevet af to amerikanske professorer, og deres synspunkter er, specielt i USA, kontroversielle. Som udgangspunkt anerkender de staten Israels eksistens og USA's moralske forpligtelse til at forsvare den, men de kritiserer USA's nuværende massive moralske og økonomiske støtte til Israel. Den israelske lobby og dens indflydelse på USA's konfrontationspolitik i Mellemøsten får en grundig behandling. Det konkluderes, at den har haft en utilsigtet skadelig indflydelse på både USA og Israel ved at lægge hindringer i vejen for fredsprocessen, give næring til antiamerikanisme, underminere USA's image i en række lande og skabe grobund for terrorisme. Forfatterne slutter af med at overveje en række fremtidige strategier til at gøre en ende på den israelsk-palæstinensiske konflikt. En lang række tal i teksten refererer til et yderst omfangsrigt noteapparat på internetsiden www.denisraelskelobby.dk, hvor der er en mængde henvisninger til de bøger, artikler og internetsider m.m., som forfatterne bygger på.
Der findes intet tilsvarende på dansk om emnet.
En debatbog på et højt fagligt niveau, der med sin meget grundige og detaljerede behandling af emnet henvender sig til specialister og studerende ved de højere læreranstalter og derfor kun har interesse for de større biblioteker.