Den blandt andet som oversætter meget Jugoslaviens-kyndige forfatter har nok begået den mest omfattende beskrivelse og analyse af den sidste balkankrig til dato - fra de historiske forudsætninger for Jugoslaviens sammenbrud til fredsslutningen efter Dayton-aftalen. Fremstillingen er kronologisk og diskuterer løbende perspektiver og konsekvenser, og efter sammenbruddet gennemgås udviklingen i republik for republik. Hun bygger meget på og citerer andre - heriblandt mange lokale - bøger, artikler, interviews m.m., og når grundigt og afbalanceret rundt om de fleste synspunkter. Mediernes rolle og de forskellige oppositionsgrupper vies en særlig opmærksomhed, og selv om bogen formelt er afsluttet oktober 1996, er vinterens studenterdemonstrationer i Beograd nævnt, og den afsluttende grundige litteraturliste har 1997-titler med. Et ekstra plus er en 15 sider lang dag-for-dag kronologi fra Titos død til aftalens underskrivelse, der giver et godt overblik over krisens og krigens gang. Niveauet er alment tilgængeligt for både mellemuddannelserne og den almindeligt interesserede låner.