Få indblik i rigtig mange aspekter af søvn i denne fagbog for børn fra 7 år og opefter samt unge og voksne. Til højtlæsning fra 7 år og selvlæsning fra 10 år.
Faktabog om søvn. Læs om menneskers og dyrs søvnvaner. Alle dyr og mennesker har behov for søvn, både dyr under vandet og i luften - og selv planter sover. Der er info om myter og sagn, nattehimlen, natarbejde og om, hvor meget søvn vi har behov for, afhængigt af vores alder. Få tips til bedre søvn, mindfullness, praktiske råd om fx mad og skærme samt en drømmedagbog. Undervejs er der små quizzer, til sidst ordliste og indeks. Forfatteren er katteejer og har gennem bogen illustreret med tegninger af sine katte, som sover mere end mennesker. Hun debuterer hermed på dansk. Med forord af dansk søvnvejleder og underviser, Mikael Rasmussen.
En grundig og alsidig faktabog med virkelig fine illustrationer. Der er virkelig noget at komme efter både for børn, unge og voksne læsere. Bogen fungerer fint både som bladrebog og til læsning fra ende til anden.
For børn findes fx også letlæsningsbogen Søvn og drømme.