På en sjov og lettilgængelig måde præsenteres en række klassiske myter om hunde. Myterne aflives efterfølgende med afsæt i aktuel forskning. For alle hundeejere.
I denne bog har forfatteren sat sig for at aflive en række af de mange myter om myter om hundes adfærd, som hundeejere gennem mange år er blevet tudet ørene fulde af. Forfatteren har valgt de myter eller misforståelser som han oftest har mødt hos hundeejere og gennemgår dem en efter en. Han præsenterer forskningen på området og lader det derefter være op til læseren at konkludere, hvad det betyder for deres forhold til deres hunde. Der er tale om myter som fx "Visse racer er mere intelligente end andre", "Hunde er kloge dyr", "Hunde har brug for en dominant leder", "Hunden holder sig til den der giver den mad" m.fl. Forfatteren er professor i etologi og leder en forskergruppe der bl.a. studerer hundes adfærd og relationer til mennesker. Illustreret og med referencer.
Forfatteren skriver varmt og humoristisk og giver en overraskende, interessant og lettilgængelig gennemgang af forskning i hundes adfærd og deres relationer. Bogen er illustreret med en række gode farvefotos.
Et godt supplement kunne være Hundes og ulves adfærd, der tager udgangspunkt i mange års studier af ulves adfærd og afviser en række af de myter, der er grundlaget for de almindeligste teorier om hundeopdragelse.