En særdeles veloplagt og informativ bog til folkeskolens ældste klasser til samfundsfag og historie, til tværfaglig undervisning og projektopgaven. Forside og layout er indbydende. Bagest er stikordsregister samt spændende forslag til emner. Endvidere interessante og alsidige internetadresser og en fin litteraturliste med korte anmeldelser af artikler og bøger. Bagsideteksten lover en all-round bog om turisme med både positive og negative sider og det lykkes til fulde. Citater fra unge og ældre rejsende og fra fagfolk (rejsebranchen / organisationer) gør stoffet ekstra levende. Bogens farvefotos er i høj grad med til at understrege tekstens emner og problemstillinger. Dannelsesrejser og hvorledes verdens største industri turisme blev hvermands eje. Hvordan opstod rejsebureauer, og hvordan var/er charterturister, interrailere, backpackere, bilturister og kulturturisters rejsemønstre? Nutidens trend er at rejse længere og længere væk for at få unikke oplevelser. Hvad er økoturisme, grøn turisme og bæredygtig turisme? Krig, terror, sygdomme og naturkatastrofer nedtoner rejselysten, men den kommer relativ hurtigt igen. Turismen bliver problematisk, når bl.a. prostitution, aids, pædofili og børne-sexhandel er synlig. Hvad siger en brand manager i Dansk Turistråd om turisme i Danmark? Internet og mobiltelefon får kolossal betydning i fremtiden Og hvornår laves rumrejser?.