Politisk antologi, som retter et socialistisk spotlight på de politisk højreorienterede bevægelser i Danmark og i Europa, fx Pegida-bevægelsen, og her ser en bølge af "ny fascisme". For politisk interesserede.
"Over hele Europa presser fascister og ultranationalister det etablerede politiske system" og "Corona-pandemien har blot båret yderligere brænde til fascisternes bål". Det er blot to udsagn fra de to redaktører i forordet til denne antologi. Antologien har, foruden redaktørerne, 5 bidragydere. Den italienske historiker Enzo Traversos bidrag hedder "Fra fascisme til postfascisme." Næste bidrag hedder "Ekkoer. Retfærdighedens raciale spørgsmål" og er skrevet af den brasilianske "feministiske" teoretiker Denise Ferreira Da Silva. Tredje bidrag hedder "Fascismens politiske kultur" af den indiske "marxistiske" historiker Jairus Banaji. Fjerde bidrag hedder "Social sadisme: En kort ordliste" og er skrevet af Ana Teixeira Pinto og Kerstin Stakemeier. Sidste bidrag er af redaktøren Mikkel Bolt: "Krisen, den ny fascisme og opstandene". Mikkel Bolt er professor på Københavns Universitet. Han har bl.a. også redigeret Kapitalisme som religion.
Vanskelig tilgængelig antologi på akademisk niveau, hvor det er en fordel at kende bare lidt til den socialistiske og marxistiske akademiske teori.
Om højreradikale er der fx også Europas radikale højrefløj.