Den røde dagbog henvender sig primært til voksne læsere.
Selv om Den røde dagbog er oversat fra fransk, er forfatteren pæredansk. Det er ikke så mærkeligt, som det kan lyde. Teddy Kristiansens stærkt litterære præsentation af en eksistentielt ladet fortælling om liv og død, kunst og kærlighed forekommer nærmest skræddersyet til det forvænte franske tegneseriepublikum, som da også har taget særdeles godt imod danskerens fint konstruerede historie om en kunstnerskæbne i Paris og i skyttegravene i tiden omkring den første verdenskrig. At historien yderligere er pakket ind i en rammefortælling om en forfatter, der efter en stor sorg prøver at finde tilbage til livet ved at afdække et mysterium i fortiden, gør indholdet mere krævende for læseren - men også mere udbytterigt for den, der investerer den nødvendige tid i læsningen.
Den flerlagede fortælling trækker linjer til modernismens beretterstil, mens Kristiansens grafiske udtryksform viser slægtskab med den moderne malerkunst - samt med spanieren Prados afdæmpede, atmosfærefyldte kridttegninger Et indlysende motivisk fællesskab finder man mellem Den røde dagbog og Tardis rædselsberetninger fra skyttegravene.
Indholdets balancegang mellem handlingens gru og den æstetiserende suggestive udtryksform er både ambitiøst tænkt og ambitiøst udført og medvirker til at skabe en usædvanligt helstøbt tegneserie.