Andet bind i Rosekrigene om den engelske Tudor-slægt i 1400-tallet henvender sig som sin forgænger til læsere der holder af farverige historiske romaner og romaner om historiske kvindeskikkelser.
Margaret Beaufort (1443-1509) tilhører Lancasterslægten og er i lige linje arving til den engelske trone, der bølger frem og tilbage mellem huset Lancaster og huset York. Som stærkt religiøs ung pige drømmer hun kun om at blive en engelsk Joan of Arc, men der er lagt planer for hende: Hun skal giftes hurtigst muligt og frembringe en ægtefødt søn. Derfor bliver hun allerede som 12-årig gift og året efter mor til sønnen Henrik. Kort efter bliver hun enke, og sønnen tages fra hende, mens hun tvinges ind i et nyt ægteskab. Et barsk og undertrykkende kvindeliv får hende til at rette alle sine ambitioner over på sønnen og kæmpe benhårdt og kynisk for at få ham (Henry VII) på tronen. Margarets veje krydser naturligvis Elizabeth Woodvilles - hovedpersonen i Den hvide dronning - og begge romaner skildrer den samme tidsepoke, men fra krigens henholdsvis røde (Lancaster) og hvide (York) side. Seriens tredje og sidste bind vil omhandle Elizabeths mor Jacquetta.
Maria Helleberg, Susan Carroll og Susan Kay er velegnede, hvis man vil læse andre historiske kvindeportrætter.
Detaljerig historisk roman med et tids- og kvindebillede der både er knugende og overbevisende. Med stor dygtighed maler hun denne mørke, passionerede og kyniske kvinde frem fra en indviklet og forgrenet britisk slægtstavle.