Spændende og sprogligt lidt krævende slægtshistorie, der biografisk og historisk skildrer Europas dramatiske periode ca. 1900-1950.
Den svenske forfatter er kønshistoriker og har skrevet sin mors historie ud fra dagbøger, breve, fotos og andre familievidnesbyrd. Charlotte levede i Europas mest omskiftelige tid med 2 verdenskrige. Blev født i Estland lige efter den russiske revolution, voksede op i Østrig-Ungarn, var ung og vild i Berlin, gift med en fattig greve, forelskede sig en tysk kommunist, flygtede fra Stalins terror i Sovjet og Hitlers i Tyskland og endte via Danmark i Sverige. Datteren Yvonne har modtaget en pris for sin meget personlige, sørgmodige, velskrevne og fascinerende familieberetning, der foruden moren også skildrer resten af familien og dermed føjer flere nuancer til livet i Europa i 1900-tallets første halvdel.
Andre sammenlignelige biografier om samme periode kunne være Stefan Zweigs Verden af i går, eller med kvinder i hovedrollen fx Iboja Wandall-Holms Farvel til århundredet eller Sybille Bedfords Kastevinde.
Forfatteren skildrer sin slægt og især moderen Charlotte, der levede et omtumlet liv rundt i Europa i 1. halvdel af 1900-tallet. Bogen er skrevet ud fra breve, dagbøger, fotos, minder og mundtlige overleveringer, og giver samtidig et historisk billede af den dramatiske periode med 2 verdenskrige. Velskrevet, personlig i tonen og henvender sig til et læsevant biografipublikum.