En spændende bog for læsere af bøger om dansk politik, der er aktualiseret af, at partiet SF nu for første gang er gået i regering.
Forfatteren og journalisten Hans Mortensen giver en velskrevet og grundig fremstilling af Socialistisk Folkepartis historie, fra stiftelsen da Aksel Larsen brød med DKP i 1959 og frem til i dag. Magtkampe og påvirkninger fra forskellige strømninger har formet partiet, der kun gradvist ændrede sig fra at være et reformeret kommunistparti til et moderne demokratisk parti. Og forfatteren viser hvordan en skillelinje, der har gået gennem hele partiets historie, mellem på den ene side pragmatikere, der ønskede indflydelse gennem samarbejde med Socialdemokratiet, og tilhængere af en mere ren ideologisk linje, har ført til mange dramatiske situationer i nyere dansk politik, og også skaber uro i partiet i dag.
Hans Mortensen har tidligere skrevet roste bøger i journalistisk form om nyere dansk politik, blandt dem Tid til forvandling : Venstres vej til magten, 2008. Den nyere tids udvikling i SF kan man bl.a. læse om i Holger K. Nielsens I venstre side : erindringsglimt, 2005 og i Gerda Kristensens Villys verden, 2008.
En velskrevet bog for de politisk interesserede, hvor forfatteren, på baggrund af omfattende research, fortæller om Socialistisk Folkepartis tilblivelse og historie gennem lidt over halvtreds år og dermed også giver et bidrag til den nyere danske politiske historie.