Vil du læse en historisk roman med rod i virkeligheden? I Danmark sætter et barnebarn sig for at finde ud af, hvad der egentlig skete med hendes farfar, der rejste til Alaska og ernærede sig som guldgraver og pelsjæger indtil nogen skød ham.
Karsten Lund er journalist og forfatter og blander her fiktion med fakta. Historien følger Jens Emil Hansen, der i 1905 forvises fra Endelave og ender som guldgraver i Alaska, hvor han slår sig ned med indianerkvinden Moya. På nutidsplanet følger vi desuden hans barnebarn Cath, der langsomt optrævler både farfarens historie og mordet på ham. Forsiden blander et gulnet foto med guldgraver-stemning med et sløret amerikansk flag.
Bagsideteksten fortæller glimrende om romanens historie, der ligger i tråd med det øvrige forfatterskab med en fin blanding af historiske elementer, familieforviklinger og et spændingsspor, der fungerer og holder læserens interesse fangen.
Både konstruktionen og blandingen af historie og research med afsæt i starten af den 1900-århundrede er lig forfatterens tidligere roman Den amerikanske sømand.