Den sidste metro

Francois Truffauts smukke hyldest til teatrets verden med Paris og 2. verdenskrig som henholdsvis kulisse og epoke henvender sig til alle med kærlighed til fransk film og instruktørens værker. Samt naturligvis folk med interesse for 2. verdenskrig. Og for elskere af skuespil og skuespilkunst er filmen et must. Fra 15 år.

Paris, september 1942. Skuespilleren Bernard Granger bliver ansat på Theatre Montmartre, som ledes af den smukke Marion. Hun har overtaget jobbet efter sin mand, Lucas Steiner, som er jøde og derfor flygtet fra den antisemitiske tyske besættelsesmagt. Tror man. For i virkeligheden gemmer Lucas sig i teatrets kælder, hvorfra han stadig fungerer som instruktør. Men nettet strammes, og det bliver ikke bedre af, at Bernard og Marion forelsker sig i hinanden! Truffauts gentagne yndlingstemaer - kvinden og (film)kunsten - lyser fra de stemningsfulde tableauer. Hvor instruktørens mesterstykke Den amerikanske nat, 1973 er en kærlighedserklæring til filmens magi, er Den sidste metro, 1980 en ode til teatrets betydning for mennesker i krisetid.

Skuespillere, som udfordrer nazister og udstiller disses dårskab på kunstens alter, har Ernst Lubitsch elegant skildret i At være eller ikke være, 1942. Og Mel Brooks genindspillede historien i 1983. Den store franske film om teater og teaterfolk er Marcel Carnés og Jacques Preverts Paradisets børn, 1945.

Marion spilles af guddommelige Catherine Deneuve, og en ung Gérard Depardieu er Bernard. Hvad mere kan hjertet begære?.

Læs hele vurderingen