En undersøgelse foretaget af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser, at hver 12. lønmodtager har følt sig udsat for mobning indenfor det sidste år. Der burde derfor være læsere til denne meget grundige og omfattende behandling af emnet. Den primære målgruppe begrænser sig dog nok til ledere, tillids- og sikkerhedsrepræsentanter og andre, der af professionelle grunde beskæftiger sig med emnet, men det er jo heller ikke så få.
I 12 kapitler beskrives forskellige sider af emnet. Fra et indledende kapitel om mobning i dens forskellige former til kapitler om mobningens virkninger og forslag til, hvordan man håndterer mobning. Bogen er en meget velredigeret antologi, og selvom forfatterne har forskelligt udgangspunkt, er niveauet helt igennem højt. Antologien er udgivet som del af et projekt under Socialt Udviklingscenter, og den omfattende liste over relevante links rummer selvfølgelig også adresser relevante for dette projekt.
Mobning og tilgrænsende emner som konflikthåndtering og arbejdsmiljø er meget velbeskrevet, men denne bog skal alligevel fremhæves Dels for sin grundighed og dels for sin tilknytning til et konkret projekt.
Grundig og gennemarbejdet antologi om mobning: hvad er det? hvad skyldes det? hvad gør det ved folk? og hvordan bekæmper man det?.