Den gamle folkevise "Kragen" foreligger her i billedbogsform, og bogen er opbygget således, at der på hver side er et vers med tilhørende helsides illustrationer. Sangen handler om en bonde, der går ud i skoven og skyder en krage. Denne formastelighed opdages af øvrigheden, der tager bonden i forhør om, hvad han har fået ud af byttet. Det er ikke småting, han praler med, hvad den har kunnet bruges til. Bl.a er fjerene anvendt som tækkemateriale til et hus, huden til 12 par sko, skroget til et skib til kongen, vingefjerene er blevet monteret på møllevingerne, senerne blev til seletøj, og kødet fylder flere baljer og kar. Som straf må bonden aflevere bue og pil. Det er en let tilgængelig og meget sangbar folkevise, der ironiserer over forholdet mellem fattig og rig. Melodien er placeret på bindets inderside med noder og tilhørende becifring. De akvarelagtige illustrationer, der er en væsentlig del af bogen, er holdt i tegnerens karakteristiske streg. De er holdt i et afdæmpet farvevalg og indeholder liv, bevægelse og morsomme detaljer. Billedbogen kan anvendes til oplæsning og samtale i folkeskolens yngste klasser samt af folkeviseinteresserede i øvrigt.