Asger Baunsbak-Jensen kan skrive, og selvom sproget er en anelse gammeldags, flyder det let og passer i dette tilfælde til historien om Jens, der er landmand, og som har problemer med at tilpasse sig en ny tid indenfor landbruget. Bogen har en vis nostalgisk tone af længsel efter "gamle dage" på landet, hvor tingene og livet var enkelt og uden de store ændringer i markedet og vilkårene. Nutidens krav om tilpasning får Jens ́anlæg for depression til at slå ud, og han kan ikke undgå den uhyggelige sygdom. Hans kone og tre børn, og hans forældre, lider under hans venden sig indad og hans fravær, og bogen ender i en åben konklusion omkring spørgsmålet om parforholdet kan holde til belastningen under hans sygdom. Uden alvorlige konsekvenser er sygdommen i alt fald ikke. Jens, der er i 40érne, forsøger at ændre sine forhold for at holde sig oven vande, og udadtil lykkes det, da han planlægger at slutte med landbruget og at starte en ny uddannelse. Det er en god bog, hvor fortællingen om depressionen bærer historien, og forfatterens fornemmelse for og beskrivelse af depressionens magtesløshed og selvhad er meget vellykket. Men det bliver i sagens natur også en temmelig mørkt farvet bog, med meget lidt håb indbygget. For modne læsere, der kan bære en barsk historie.