Den vemodige eneboer

Klassisk japansk tekst fra 1200-tallet af en eneboer, der fortæller om sin tilværelse alene i naturen, hvor han gør sig tanker om ikke at være afhængig af jordisk gods og ikke bekymre sig om morgendagen. Inspirerende læsning for dem, der ønsker at finde ro i en forjaget og stresset hverdag.

Dette gamle japanske essay er en del af pensum for gymnasieelever og læses altså fortsat mere end 800 år efter, det er skrevet. Det er delt i to dele, og i første del fortæller Chomei om uro, naturkatastrofer og hungersnød, mens anden del beskriver den hverdag, han har ude i bjergene, hvor han bor helt alene i en lille "græshytte, som jeg kan visne bort i". Han fortæller om sin glæde over at være helt uafhængig, være fri for bekymringer, han "tænker på sit liv som noget, der ligner de drivende skyer". Oversætter Kirsten Refsing har to afsnit bagerst i bogen, dels bemærkninger til oversættelsen, dels et længere efterord med historiske forklaringer til den tid, Chomei levede i. Bl.a. hører vi, at Chomei tidligere i sit liv var ansat på det kejserlige poesikontor.

Sikke en lille japansk perle, Kirsten Refsing, med sin fine nyoversættelse og det interessante efterord her åbner for danske læsere. Fuld af poetiske skildringer, fjerlet og nænsomt, og stadigvæk umiddelbart nem at gå til.

Essayet blev også oversat i 1989 med titlen "Optegnelser fra eremitboligen", i antologien med tidlig japansk litteratur, Er månen den samme, er foråret som før?. Her staves den japanske titel Hoojooki, og forfatteren Choomei.

Læs hele vurderingen