Det lader til, at Morten Korch er ved at få en renæssance, hans bøger sælger stadig utrolig godt, de gamle film kan nu fås på video og Lars von Triers filmselskab Zentropa er gået i gang med en række nye indspilninger. Forlaget Høst har påbegyndt en serie med nye udgaver af M. Korchs romaner, foreløbig er der udkommet 4, og der er flere under forberedelse. Retsskrivningen er moderniseret, mens Morten Korchs sprogbrug er bibeholdt. Typografien her er større og mere læsevenlig for ældre øjne end i de tidligere udgaver fra Branner og Korch. Der brænder en ild udkom sidste gang i 1983, og den betragtes af mange, som en af de bedste. Jeg synes også, at den indeholder mange af de ingredienser, der kendertegner en god folkelig roman: en kærlighedshistorie, en spændende historie med et plot (selv om man jo aldrig er i tvivl om, hvordan det ender), gode personkarakteristikker, beskrivelser af folkelivet og ikke at forglemme lune. Kort fortalt handler denne om Martha og Just Hovmann, som kæmper for at beholde slægtsgården, men de bliver presset hårdt af Justs stedfamilie, som ved trusler og svig er lige ved at få Just til at opgive.